Mig og min herlige familie!

Min mor, far, søster og jeg sidder i bilen på vej hjem fra min farmor og farfar. Min mor og søster havde cyklet turen op, men tog hjemturen i bil. Som altid, var de stødt på glasskår og andet gammelt ragelse på cykelstien, og det blev hjemturens samtaleemne.
- Det er virkelig irriterende når folk bare smider deres flasker midt på cykelstien! Sagde min mor. Min søster kom med en bemærkning om, at det måske ikke lige havde tænkt på, at der ville komme en cykel nogen tid derefter. Med et fjoget smil på læben, udbrød jeg:
- Hvad nu hvis de ikke kunne gøre for det? Min søster undertrykkede et fnis, men var med det samme med på den:
- Ja! Hvis nu at de gik og spiste et glas syltede pickles, og så tabte det på cykelstien. Så ville det jo bare være et uheld! Min mor, der ikke lige havde forventet dén bemærkning, og som måske ikke lige kunne høre vildt godt pga. den ret larmende trafik, udbrød:
- Spiste de syltede beagles? Stakkels hunde!
Min søster og jeg så på hinanden et kort sekund, førend at vi begge knækkede sammen af grin.
- Jamen de smager da helt sikkert også godt! Grinede min søster. Min far rystede på hovedet. Havde sikkert indset hvor mystiske vi i virkeligheden er.
- Det er stadig ikke nogen god undskyldning for at smide med glasskårene. Så kunne de da i det mindste skubbe glasskårene ind til siden med en sko! Sagde min mor fornuftigt.
- Jamen, hvis de nu gik i bare tæer, og ikke havde muligheden for at skubbe glasskårene ind til siden, for så ville de skære sig? Røg det ud af den ellers ret så storgrinende mig. Min søster grinte fortsat, men da hun fik lidt styr over latterkramperne, repeterede hun efter lidt tid vores undskyldning for at smide med glasskår på cykelstierne:
- Hvis man nu gik en tur,
- Jamen det er måske lidt koldt at gå i bare tæer om vinteren..! (Det skal lige siges, at min mor måske skulle få lidt styr på årstiderne) Brød min mor ind. Min søster fortsatte:
- Okay. Hvis man gik tur om vinteren i bare tæer, og nød et glas syltede beagles. Så tabte man ved et uheld..
- Det må da egentlig være et ret så stort glas så.. Sagde min ellers ret stille far. Min søster og jeg begyndte at grine.
- Ved et uheld, det store glas med syltede beagler, Sagde min søster.
- Hundene blev spredt for alle vide vinde, for de gad da ikke stå dér og vente på, at blive samlet op igen, og derefter spist! Afbrød jeg.
- Nej, for de er jo syltede. Rettede min søster mig.
- Nåh ja.. Mumlede jeg.
Min søster fortsatte beretningen:
- Og man da også samlede de store stykker glas op, men der er jo altid en del små skår som man ikke lige kan samle op. Og man havde jo ikke lige sko på, så man lod bare skårene ligge, og gik videre – Godt i gang med at nyde en syltet beagle! Afsluttede hun. Vi begyndte alle at grine, og resten af turen hjem, var bilen fyldt med latter, bemærkninger og jokes omkring dét med de syltede beagler.